Tilbage

Paralympisk rugby a la Beijing

Af Peter Marx

Den 12. september gik startskuddet til den længe ventede paralympiske rugbyturnering. Man kan ikke komme udenom at det er det største, en kørestolsrugbyspiller kan deltage i. Og der var da også lagt i kakkelovnen til nogle hårde og tætte kampe. Selv om interessen for kørestolsrugby er stadigt voksende, kan sporten endnu ikke måle sig med det traditionelt mere succesfulde basketball. Derfor lå den hal, der blev spillet i, mindre centralt. Men det forhindrede nu ikke tilskuerne i at møde talstærkt op. Rugby var meget populært i Beijing, ikke mindst hos kineserne, så hvem ved – måske er vi heldige at se en udvidet PL-turnering om 4 år i London, med plads til flere end det nuværende antal på 8 hold. 

USA ankom som verdensmestre og den selvtillid det medfører. Men lidt mere ydmyge efter knækket ved sidste PL. I øvrigt med et hold på kun 11 mand, da de åbenbart har valgt ikke at have en kvinde på holdet, hvilket var kravet for en 12.mand (kvinde) i Beijing. I deres gruppe var desuden Kina, Canada og Japan. Den anden gruppe bestod af Australien, England, New Zealand og Tyskland og kaldtes dødens pulje, på grund af de 3 førstnævnte holds store jævnbyrdighed.

Selve turneringen var bygget op således, at de to bedste hold i hver pulje, efter 3 indledende puljekampe, gik i semifinalen og de to dårligste i 5-8. plads crossover. Og meget luksuriøst med kun en kamp om dagen, 5 på 5 dage. 

Et af de store opgør, skulle stå allerede første dag, mellem England og New Zealand. New Zealand har stolte traditioner i rugby. De blev 2’er ved Canada Cup for kun to måneder siden og er forsvarende paralympiske mestre. Men englænderne havde blod på tanden. De ved, at de kan lege med hos de store, på den rigtige dag. Og det var det for briterne, som vandt med et enkelt mål i 3. periode og holdt de andre lige. 

Næste dag gjaldt det så New Zealand-Australien og igen tabte kiwierne bittert med kun et mål, og igen 38-39. I en kamp hvor de fulgtes tæt hele vejen. Dermed var deres mulighed for en semifinale forpasset og turneringens første, måske største overraskelse, var en realitet. 

I den anden gruppe gled Canada og USA relativt problemløst gennem de to første dage. De skulle møde hinanden på 3.dagen for at spille om puljens førsteplads. De gamle arvefjender var begge top motiverede, men amerikanerne tog den relativt sikkert hjem og vandt dermed puljen. England og Australien mødtes i deres sidste puljekamp, i en meget vigtig kamp der afgjorde, om de skulle møde de stærke amerikanere i semifinalen. Det blev en hård kamp, hvor holdene var lige ved pausen, men England tabte pusten i sidste periode som Australien vandt med 5 mål.

I placeringskampene vandt Tyskland meget overraskende over de hurtige Japanere. Godt nok efter forlænget spilletid, men Tyskerne manglede to af deres bedste spillere, Leonhard og Schreiner, og må være have været meget tilfredse med den 6.plads de kunne bringe hjem, efter et nederlag til New Zealand i sidste kamp. Japan vandt som forventet over Kina i deres sidste kamp, men deres 7.plads er en skuffelse, efter at have været blevet nummer 5 ved VM forrige år. Kina blev 8 og dermed sidst, men skulle efter forlydende, være stærkt på vej og allerede have spillere på højt niveau. 

Så var det tid til semifinaler.

Igen gik briterne ned i fjerde og sidste periode, som de begyndte, kun et enkelt mål bagud. Men trods alt en hæderlig semifinale de kun tabte med 3 kasser. I den anden semifinale mellem Australien og Canada, var det til gengæld helt uforudsigeligt, hvem der ville vinde. Og det blev også en meget tæt kamp. Canada lagde ud med en to-målsføring i første periode, men den fik aussierne hentet i løbet af de næste to perioder og da fjerde periode var lige, måtte de ud i overtid. Den vandt Australien 4-3 og var dermed klar til finalen. 

I bronzekampen tabte England alle perioder mod Canada. Ærgerligt de ikke fik en medalje med hjem til Europa. Utrolig flot at de slog New Zealand i den indledende pulje og de var heller ikke langt fra finalen, men manglede lige det sidste mod både Australien og USA. Jeg tror det har været en hård turnering for dem og at deres trup måske er knap så bred som de andre holds. Collins spillede samtlige

minutter i alle kampe og andre var slet ikke var på banen. Det gør forskellen i slutningen af en kamp og kan også mærkes til sidst i en turnering. 

I finalen mødtes så de to mest spektakulære, men meget forskellige hold. Australien med Ryley Batt, den kun 20-årige enmandshær, måske verdens bedste pt. Han scorede mindst halvdelen af Australiens mål i alle kampe og kan nogle ret imponerende ting. Han er ufattelig hurtig, tackler hårdt og kan vride sig gennem selv de bedste keyforsvar. I det hele taget kræver han så meget opmærksomhed, at der bliver en del plads til hans mere jævne medspillere. Dog synes jeg at deres nye spiller Vitale, gjorde det ret godt også. I modsætning til Australien, har USA et meget homogent hold med udgangspunkt i fire sammenspillede 2-pointere der hver især er ret så giftige. Særligt Nick Springer gjorde en stor forskel mod netop Australien, da han alene mand, var i stand til at holde ’the Battman’ delvist nede, både i angreb og forsvar. Batt og Springer minder i øvrigt lidt om hinanden og er i stand til at vende lynhurtigt, som benamputerede typisk er. Det blev en meget intens kamp med masser af drama, som da Batt kørte Groulx’ hånd over og efterfølgende sad fast eller hvor Batt flåede Andy Cohn på gulvet i et forsøg på at vriste bolden ud af hænderne på ham. Men i sidste ende og måske hovedsageligt på grund af Springer, gik luften af Batt og australierne, og USA vandt med overlegne 9 mål. Lidt ærgerligt at den ikke sluttede mere tæt, selv om USA kun førte med et mål ved pausen. Men ingen tvivl om at de var det bedste hold og nok vil fortsætte med at være det længe fremover. 

Efter PL begynder så en ny æra. Fra nu af hedder det 12 sekunder til at komme over midten og 40 til at score i. Og en masse andre nye regler, som der står beskrevet i sidste nummer af Timeout. Alt det for at sikre færre ophold og mere fart i spillet, hvilket selvfølgelig især tilgodeser de hurtigste spillere, som der kommer flere og flere af, men altså først og fremmest skal være for tilskuernes skyld. Jeg håber bare ikke, at det bliver et langt racerløb op og ned ad banen. Det er nemlig heller ikke særlig underholdende.

En anden ny ting er, at der ved PL var mulighed for at se live-kampe over nettet. Det har været frustrerende aldrig at kunne se sin egen sport, og indtil nu har det kun været private optagelser og små klip. Og aldrig noget i dansk fjernsyn, som i øvrigt er endnu længere bagud end så mange andre lande. Til VM i 2006 viste nationalt New Zealandsk tv hele finalen direkte. Derfor var det virkelig stort at kunne følge udvalgte kampe på nettet, i ret så gode produktioner.  

I skrivende stund er det stadig

muligt at se finalen på www.paralympicsport.tv, hvilket jeg da klart vil opfordre til. Det er en fantastisk god kamp med masser af fede detaljer.

 

 

Tilbage